La vida de la isla y golpe de estado..

Saa er jeg naaet til Roatan(igen). En dejlig lille Caribisk oe, ud for kysten af Honduras. Ca. 60 km lang og 3,5 km bred, omgivet til alle sider af fantastiske hvide strande med fuldstaendigt klart og tyrkist vand.. ja, det er godt nok haardt at vaere mig!

Som resten af Honduras er der dog en kaempe ulighed blandt befolkningen. Hvad man ser, naar man befinder sig i de mest turistpraegede omraader, er de store resorts, lukserioese baade og eksotiske restauranter. Bevaeger man sig bare faa kilometer vaek fra dette, lever lokalbefolkningen i stor fattigdom. Turismen paa oen goer at priserne her er vaesentlig hoejere paa bl.a. foedevarer end paa fastlandet, og dette maerkes.

Jeg arbejder som volontoer paa det offentlige hospital her paa oen. Her hjaelper jeg til i CAI (Centro de Atencion Integral), som er en AIDS klinik tilknyttet Hospital Roatan. I CAI skal alle, der oensker en HIV-test gennemgaa en saakaldt "consejeria", hvilket er en gennemgang af sygdomsmekanismen for HIV og andre seksuelt overfoerte sygdomme, samt en personlig samtale omkring aarsagen for at man oensker at blive testet. Alle gravide, der kommer til kontrol bliver bedt om at faa foretaget testen, da AIDS, som i andre udviklingslande er et stort problem. I forhold til fastlandet er incidensen af smitte stoerre paa oen, -her spiller den store turisme, med foelgende sexindustri isaer ind. Desuden tilbyder CAI bla.a. psykologhjaelp og anden stoette til HIV-positive og AIDS patienter, som stadig er meget stigmatiserede.

Jeg arbejder sammen med Nereyda, som er psykolog, og som goer et stort stykke arbejde for patienterne. Hun har altid lige tid, naar et velkendt ansigt kommer forbi for at hilse paa, og jeg har set hende tage tid ud af en meget presset arbejdsdag for lige at hjaelpe en uanmeldt patient med for foerste gang at sammenfatte et CV, eller lytte til en anden uanmeldt patient, der bare har en daarlig dag.
Mit arbejde i klinikken har mest vaeret at sammenfatte og indtaste data fra patientjournaler og andre databaser til et computerprogram, som forhaabentlig skulle kunne lette arbejdsbyrden en smule i fremtiden.

Soendag morgen d. 28. juni blev praesidenten i Honduras tilbageholdt i sin bolig og foert til en lufthavn, hvor han blev sat paa et fly til Costa Rica. Manuel Zelaya har i den sidste tid planlagt at gennemfoere en folkeafstemning som skulle sikre hans genvaelgelse ved valget i november dette aar. Den nuvaerende lovgivning giver kun mulighed for at en praesident kan sidde en valgperiode paa 4 aar. Folkeafstemningen var af baade parlamentet og hoejesteret blevet kendt som forfatningsstridig, men Zelaya valgte at fortsaette med sine planer. Dette ledte saa altsa til at han soendag blev sendt ud af landet, og parlamentet udnaevnte partifaellen Roberto Micheletti til praesident.
Dette har naturligvis medfoert en del roere i landet. Soendag blev al elektricitet afbrudt i de stoerre byer, og nyhedskanaler blokeret fra kabel tv, for at undgaa at folk vidste hvad der foregik og derfor ville skabe ballade.
Der foregaar stadig kampe mellem haeren og Zelaya tilhaengere i Honduras' hovedstad Tegucigalpa, men ud over et udgangsforbud efter kl. 21 maerker vi ikke meget til uroen her paa oen.
Torsdag d. 2. juli har Zelaya meldt at vende tilbage til landet -som praesident, saa det bliver spaendende at se, hvordan det kommer til at udarte sig..

Visitas, montañas y piel

Jeg har nu vaeret i Siguatepeque paa Hospital Evangelico i 2 maaneder, saa det er vel paa tide at skrive lidt om mine oplevelser her.
En typisk dag paa hospitalet starter ca. 7.30 (honduransk tid, hvilket betyder et sted mellem 7.15 og 8.30 ca..). Der gaes stuegang paa de indlagte patienter, som befinder sig enten i La Sala General de mujeres/hombres -som hver taeller ca. 14 senge, i semiprivada (4-sengs-stuer), privada (1-2 sengs-stuer) eller paa intensivstuen som har 3 senge. Der er desuden en lille paediatrisk afdeling og en afdeling for nyfoedte samt én for de nybagte moedre. Paa hospitalet er der ca. 20 foedsler om maaneden (og 2 gyn/obs'ere ansat). Et stort problem her i landet er de mange meget unge moedre. Den yngste pige, som har foedt her paa hospitalet var kun 12 aar gammel.
Naar stuegang er overstaet arbejder laegerne i Consulta Externa, som mere eller mindre er som privatpraksis i Danmark, hvor patienter kommer til ambulante konsultationer.

Jeg har indtil videre vaeret paa rotationer i generel medicin, gastroenterologi, paediatri og radiologi. Derudover er jeg indimellem med den mobile klinik (som ser patienter i isaer yderomraader i bjergene) samt paa den perifere klinik i El Porvenir.
Sygdommene vi ser her paa hospitalet minder til dels om hvad der ses paa et hospital i DK. Diabetes type 2 samt hypertension er store problemer blandt befolkningen -tilsyneladende har latinamerikanerne en stoerre genetisk disposition for disse sygdomme. Desuden er problemer i den oevre mave-tarm kanal hyppigt forekommende. Og da Dr. Martinez (direktoeren fr hospitalet) er den eneste gastroenterolog i byen er det muligt at se nogle ret maerkelige ting her. Paa en formiddag fandt vi ved gastroskopi 2 enorme gastriske tumorer, som fyldte stort set hele mavesaekken paa patienterne..
Paa klinikken i El Provenit saa vi for nogle uger siden en mand med saa haevede lymfeknuder paa halsen, at man naermest kunne se dem under huden -uden tvivl noget meget aggresivt malignt. Det er enormt trist i en saadan situation, at manden er noedt til at overveje hvorvidt han skal have foretaget ultralydsundersoegelse og biopsi, da dette er ret dyre procedyrer for folk her. Jeg har dog senere hoert, at han har faet foretaget undersogelserne, men derefter kommer udgifterne til yderligere undersogelser og behandling -vi kan godt vaere taknemmelige for vores sundhedssystem i DK.
Fra 15/4 -23/3 havde vi besog af en dermatolog fra Miami. Her hjalp jeg til med at oversaette og assistere ved de procedurer han foretog. En eftermiddag fjernede vi et basalcellekarcinom (hudkraeft) paa en 97 aarig dames naese. Selvom hospitalet her er forholdsvis godt udstyret ( i forhold til andre privathospitaler her) er det langt fra alt der er i bedste stand. Braenderen vi brugte til at lukke de smaa blodkar i saaret med, skiftede saaledes mellem ikke at virke og at udsende blaa og hvide flammer ud af den stakkels dames naese. Dette samtidig med at en overskaaret arterie pumpede blod ud paa laegens kittel.. Men vi fik til sidst lukket saaret og den soede lille dame var meget taknemmelig..

Impact weekend

28.-29/3 deltog jeg i en volontør weekend arrangeret af Impact, som er den organisation, jeg denne gang er udsendt gennem (www.impact.co.dk). Jeg var her sammen med en gruppe andre danskere, som arbejder på andre projekter (primært på børnehjem og – institutioner) her i Honduras.

Projektet vi besøgte denne weekend hedder Manos Extendidas (Udstrakte Hænder). Det er en kirke startet og ledet af amerikaneren og gadepræsten Alvin, som på flere måder arbejder blandt gadebørn i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa.

Lørdag startede vi på lossepladsen. Jeg havde godt nok hørt om at folk nærmest levede her, og når man går rundt på gaden i Tegus kan man heller ikke undgå at se forhutlede mennesker gennemrode affaldsdynger, men jeg var slet ikke forberedt på det syn der mødte os, da vi kørte ind på pladsen. Det var fuldstændigt som om skraldet bevægede sig. Afmagrede køer, hunde, gribbe og mennesker –heriblandt små børn, gik helt i et med hinanden, mens de alle ledte efter noget spiseligt, eller for menneskenes tilfælde noget at sælge, i skraldet. Solen var brændende –man fik støv i øjnene bare af at stå der, og lugten var en blanding af surt, muggent og bare beskidt.
Vi delte sandwich og vand ud, mens den honduranske præst og initiativtager til arbejdet her, Jeony Ordonez, fortalte om begyndelsen og det videre arbejde i AFE –Amor, Fe y Esperanza (Kærlighed, Tro og Håb). Visionen i arbejdet er at få børnene væk fra lossepladsen. Normalt er dette et familie”arbejde”, hvor alle medlemmer af familien deltager i den daglige jagt efter mad eller noget der skal sælges for småører. Samtidig er der børn her, som sælger sig selv for så lidt som 3-4 kr. AFE oprettede efter starten i 2001 en skole ved foden af lossepladsen, og tilbød her undervisning af børnene. I starten var mange af forældrene imod, da det betød at de ville miste hvad barnet ville kunne indtjene i løbet af den dag (ca. 7 kr). AFE indgik da i et kompromis med forældrene og betalte dem halvdelen af dette beløb for at børnene til gengæld fik ”fri” til at gå i skole. I dag er det dog kun et fåtal af forældrene, som stadig betales. Skolen har vokset sig større og 3. bygning er under konstruktion lige nu. Jeony fortalte, at hvor børnene før drømte om at blive lastbilschauffør på en skraldebil nu har drømme om at blive lærere, advokater eller læger.
Oplevelsen på lossepladsen var både en skræmmende, men også en uvirkelig oplevelse. Ingen af os der kommer fra et land som Danmark, vil nogensinde kunne komme til at forstå, hvad det vil sige at leve på den måde. Vi hørte om at 2-3 mennesker hver måned dør, fordi de bliver fanget under skraldet, kommer i vejen for en af skraldebilerne, som ikke tager sig af at der er mennesker foran, eller fordi de drikker noget der viser sig at være gift, bare fordi de er så tørstige, at alt hvad der er væske indtages. Jeg tog mig selv i at tænke om ikke det da også ville være en bedre løsning på et sådan liv. Prøv at tænke at stå op om morgenen og være sulten, tage af sted til dette forfærdelige sted, gennemrode andre menneskers efterladenskaber side om side med dyr i en skrækkelig varme, og en stank, som man sikkert ikke engang lægger mærke til mere, for at kæmpe om en rådden banan –og når dagen er slut, at tage hjem (hvis man da har et hjem), stadig sulten, lægge sig til at sove og stå op til det samme liv i morgen. Uden håb om noget andet liv i fremtiden. AFE har skabt et håb for disse mennesker, et håb om at deres børn i alt fald ikke behøver at arve denne skæbne. Samtidig er der opstået et kristent samfund på lossepladsen. De mødes hver morgen og beder sammen inden de går igang med arbejdet. De har fundet håb i at vide, at de er akkurat så værdifulde som alle andre mennesker, at de er elskede, og at deres liv på jorden kun er en lille del af deres evige liv.

Vi fortsatte dagen med at besøge et fængsel. Vi nåede desværre kun at se drengesiden (fra ca. 13-17 år). Fyrene fra vores gruppe spillede fodbold mod en gruppe af drengene, og de der ikke havde lyst, fik vi piger os en hyggesnak med. Drengene kan være indsat fra alt fra tyveri og ejendomssvindel til mord. Blandt andet snakkede vi med en ganske rolig og sød teenager som sad inde efter kidnapning for løsesum. Drengene var enormt åbne for at fortælle om, hvad de havde lavet, så det var simpelthen så svært helt at forholde sig til. De syntes vist også at det var meget hyggeligt at have besøg. Nogle af pigerne blev da i hvert fald (helt diskret(!)) overbegloet, når de kiggede væk=)

Senere lørdag eftermiddag var vi i nogle af de mest fattige beboelsesområder i Tegucigalpa. Manos Extendidas har her to Feeding Centers, hvor børnene og voksne kan komme og få et måltid mad mandag-torsdag og lørdag. Der er desuden en skolefunktion på disse stedet. På et af centrene underviser Karen, en af de nu voksne piger fra mit børnehjem Emmanuel. Det er da noget at være stolt af! Vi havde desværre heller ikke så meget tid disse steder, og da vi ankom til de første center, strømmede de små børn til med deres kopper og hentede de små plastikstole frem på række. Nu var de klar til at blive underholdt. Det skar godt nok i hjertet at måtte skuffe dem. På det andet feeding center er der desuden en klinik i underetagen. Her er der mulighed for at besøgende lægeteams kan arbejde under fine forhold. Desværre er det kun ca. hver 2.-3. år dette sker. Tidligere kom et par læger fra byen op for at tilse børnene ind imellem, men nu foregår det på deres klinikker i byen, hvortil børnene køres i bus måske 1-2 gange årligt. Det er bare ufattelig lidt lægehjælp når børnene ofte er underernærede, og garanteret har diarre det meste af tiden, for bare at nævne et par problemer.

Søndag deltog vi i gudstjeneste i Manos Extendidos. Kirken her har Alvin stiftet, da han opdagede at de mennesker han mødte på gaden og inviterede i forskellige kirker, ikke følte sig hjemme nogen stedet. Her er der plads til at alle og enhver kommer dumpende ind fra gaden. Han spotter hurtigt både ukendte ansigter og dem der ikke har været der i lang tid. Alle bliver præsenteret og budt velkomne. Det var en rigtig dejlig oplevelse at føle samhørighed og fællesskab med disse mennesker, som lever i en verden så fjernt fra vores.

Siguatepeque som jeg befinder mig i, er beliggende ca. 2 timers kørsel fra Tegucigalpa, og der er bestemt stor forskel på den middelklasse jeg her er en del af og slummen i Tegus. Denne store ulighed er meget gennemgående for Honduras. Der findes nogle få meget rige mennesker, som kan købe sig til hvad som helst, inkl. politi og militær. Dernæst findes en stor gruppe mennesker i middelklassen, som lever et liv der minder om vores tilværelse i Danmark, dog nok en lidt lavere standard. Og så er der denne store gruppe, som det er svært helt at blive klog på den egentlige størrelse af, med meget fattige mennesker, hvoraf mange lever for mindre end $1 om dagen. Gruppen udgøres især af børn, som i bogstaveligste forstand lever på gaden. Bor i papkasser, sælger sig selv og sniffer lim, for at dæmpe sultfølelsen.
Det er svært at befinde sig så tæt på denne slum, men alligevel at være så langt fra. Med mobilklinikken når vi ud i nogle yderområder, hvor folk har meget begrænsede midler og kun mulighed for lægehjælp én gang om måneden, men det er stadig ikke de allerfattigste.

Billeder fra weekenden følger senere... (Ikke helt nemt at oploade billeder, naar man nu er sin computer)

Min første uge i Siguatepeque

Søndag d. 1. marts gik turen videre til Siguatepeque, som ligger lige midt mellem de to største byer, Tegucigalpa og San Pedro Sula. Her ligger Hospital Evangelico, hvor jeg skal befinde mig indtil juni.

Hospitalet blev opført i 1947 af en gruppe nordamerikanske  missionærer –ledet af Dr. McKinney. I 1969 overgik den daglige ledelse til honduranerne selv, og i dag er det Dr. Enrique Martinez, der er den øverste chef på stedet.

Hospitalet er privat, men som landets øvrige privathospitaler ikke forbeholdt de rigeste i landet. Patienter skal betale for deres ophold på hospitalet, men får til gengæld også betydelig bedre pleje/lægehjælp end på de overfyldte offentlige hospitaler. Hvis patienterne ikke kan betale, kan de få hjælp gennem ” Den gode Samaritaners Fond”.

Hospital Evangelico er således kendt som et af de bedste hospitaler i landet, men som øvrige privathospitaler i landet, har de langt fra alle de tekniske hjælpemidler, som vi i Danmark er så vant til (og afhængige af(!)). Der er således ingen mulighed for arteriepunktur, CT-scanneren er ude af drift, og langt fra alle specialer er repræsenteret –og i givet fald med kun én speciallæge. Den anden dag modtog vi f. eks. en patient som kastede blod op. Noget som i Danmark ville kræve en akut gastroskopi (kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk). Desværre var den eneste læge som kan foretage denne procedure på ferie, så der var ikke andet at gøre end at vente og se.

Ud over selve hospitalet er der på stedet en sygeplejeskole, hvor jeg  under blevet bedt om at undervise i anatomi/fysiologi og evt. noget almen sygdomslære.

Desuden er der indenfor hospitalet stor fokus på samfundsgavligt arbejde. Der er således en mobil klinik, som hver dag kører ud i fjerne landsbyer og behandler folk på stedet. (Her håber jeg at kunne tilbringe en stor del af min tid.) Samtidig har hospitalet en klinik i udkanten af byen, hvor befolkningen for en lav betaling kan få lægehjælp.

 

Mine første dage på hospitalet gik med at følge med en af de generel medicinske læger på stuegang. Der er godt nok meget der skal læres. Alt det spanske er svært nok i sig selv, men når man så også skal læse lægeskrift på spansk –de skriver altså ikke kønnere end danske læger... og samtidig skal forholde sig til anderledes medicinske termer (fx. hedder CRP nu PCR, som er noget helt andet medicinsk i Danmark. HIV/AIDS hedder VIH/SIDA osv..). Men alle er meget søde og glade for at jeg er der, så det er nu rart.

 

Jeg bor på et værelse hos selveste Dr. Martinez, som for tiden dog er bortrejst. Så hele denne første uge havde jeg huset for mig selv. 

9/2 – 1/3

Tirsdag d. 10/2 ankom jeg efter en overnatning i Miami til San Pedro Sula –den næststørste by i Honduras. Blev hentet i lufthavnen af en god veninde og den første uge var jeg på besøg hos hende og hendes 12 piger i det meget varme Puerto Cortes. 4 af pigerne er over 20 år, og dem kender jeg fra min tid på børnehjemmet hernede. 2 af dem; Sarai og Elvira er på deres første år af medicinstudiet, så det var rigtig sjovt at høre om deres erfaringer med studiet her. Desuden er der siden mit sidste besøg kommet Mariela på 12, Gaby på 9, Paola, Denia, Sarai, Aracely, Michelle og Yensy til –de seks sidstnævnte i alderen 2-6 år. Ikke helt nemt at komme af med et jetlag, når man deler værelse med to 6-årige..

Yensi begravet i sand på stranden

Denia som doktor og Michelle igang med et teparty

Søndag d. 15. rejste jeg mod Antigua, Guatemala på sprogskole. Det er ca en dags buskørsel fra San Pedro Sula. Her boede jeg privat hos en lokal familie (selv om forholdene nu mere mindede om et hotel), sammen med 4-5 andre danskere. Jeg havde egen lærer til spanskundervisningen, som foregik fra 8-13 hver dag, med en lille halv times pause. Så til middag var mit hoved simpelthen også ved at sprænges.. 

       Min spansklærer Odelia foran vores arbejdsbord

Lidt sightseeing blev det til på min sidste dag –lørdag, hvor vi besøgte Vulkan Pakaya, som har været aktiv de sidste 45 år. Vi gik rundt i varme lavasten, men kunne desværre ikke komme tæt nok på til at se flydende lava

Vulkan Pakaya

Vulkan Fuego i et lille udbrud, mens vi var på Pakaya

Søndag d. 22. gik turen mod Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Jeg kørte fra Antigua med bus kl 3.30 søndag morgen og ankom til Tegus lidt over 19 søndag aften.

Mandag morgen tog jeg de sidste par timer til Guaimaca, hvor børnehjemmet Emmanuel ligger. I 2003-2004 arbejdede jeg her i 7 måneder, og har siden været tilbage et par sommerferier på besøg. Det er altid dejligt at komme tilbage og se børnene, og høre at de kan huske én. Men der er også altid nogle som mangler. Som er løbet væk eller taget tilbage til familien. Det er svært at forholde sig til, aldrig at høre nyt, men sådan er livet her.  Stedet er også vokset enormt siden mit første besøg. Der er stadig omkring 450 børn på stedet – og omkring 15-20 voksne permanent på stedet (nordamerikanere, danskere og honduraner), ellers er det de større børn, som hjælper til med at tage sig af de mindre.

Skolen indeholder både ”Primaria” (1.-6. Klasse), ”Colegio (3 år) ” og ”Bachillato” (2 år). Colegio og bachillato svarer nogenlunde til dansk gymnasium, selvom niveauet ikke er så højt. Lærerne på skolen er primært lokale, men også volontører og et enkelte af de nu voksne børn underviser.

       På isbar med 3 dejlige piger. Zully, America og Kelin

     America, Yenny (i sofaen) og jeg med nogle af de mindste

     Stor cirkel (morgensamling) fredag kl. 6.15

 En af de stolte farmdrenge viser frem

     Sjov på legepladsen (Evelyn og Kency nederst)

     Søskende hygge i tiendaen (Ronald, Heymi og Moises)

     Fodboldkamp mod lokale drenge. Emmanuel drengene vandt selvfølgelig!