Honduras 2009: 9/2

Tirsdag d. 10/2 ankom jeg efter en overnatning i Miami til San Pedro Sula –den næststørste by i Honduras. Blev hentet i lufthavnen af en god veninde og den første uge var jeg på besøg hos hende og hendes 12 piger i det meget varme Puerto Cortes. 4 af pigerne er over 20 år, og dem kender jeg fra min tid på børnehjemmet hernede. 2 af dem; Sarai og Elvira er på deres første år af medicinstudiet, så det var rigtig sjovt at høre om deres erfaringer med studiet her. Desuden er der siden mit sidste besøg kommet Mariela på 12, Gaby på 9, Paola, Denia, Sarai, Aracely, Michelle og Yensy til –de seks sidstnævnte i alderen 2-6 år. Ikke helt nemt at komme af med et jetlag, når man deler værelse med to 6-årige..

Yensi begravet i sand på stranden

Denia som doktor og Michelle igang med et teparty

Søndag d. 15. rejste jeg mod Antigua, Guatemala på sprogskole. Det er ca en dags buskørsel fra San Pedro Sula. Her boede jeg privat hos en lokal familie (selv om forholdene nu mere mindede om et hotel), sammen med 4-5 andre danskere. Jeg havde egen lærer til spanskundervisningen, som foregik fra 8-13 hver dag, med en lille halv times pause. Så til middag var mit hoved simpelthen også ved at sprænges..

Min spansklærer Odelia foran vores arbejdsbord

Lidt sightseeing blev det til på min sidste dag –lørdag, hvor vi besøgte Vulkan Pakaya, som har været aktiv de sidste 45 år. Vi gik rundt i varme lavasten, men kunne desværre ikke komme tæt nok på til at se flydende lava

Vulkan Pakaya

Vulkan Fuego i et lille udbrud, mens vi var på Pakaya

Søndag d. 22. gik turen mod Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Jeg kørte fra Antigua med bus kl 3.30 søndag morgen og ankom til Tegus lidt over 19 søndag aften.

Mandag morgen tog jeg de sidste par timer til Guaimaca, hvor børnehjemmet Emmanuel ligger. I 2003-2004 arbejdede jeg her i 7 måneder, og har siden været tilbage et par sommerferier på besøg. Det er altid dejligt at komme tilbage og se børnene, og høre at de kan huske én. Men der er også altid nogle som mangler. Som er løbet væk eller taget tilbage til familien. Det er svært at forholde sig til, aldrig at høre nyt, men sådan er livet her. Stedet er også vokset enormt siden mit første besøg. Der er stadig omkring 450 børn på stedet – og omkring 15-20 voksne permanent på stedet (nordamerikanere, danskere og honduraner), ellers er det de større børn, som hjælper til med at tage sig af de mindre.

Skolen indeholder både ”Primaria” (1.-6. Klasse), ”Colegio (3 år) ” og ”Bachillato” (2 år). Colegio og bachillato svarer nogenlunde til dansk gymnasium, selvom niveauet ikke er så højt. Lærerne på skolen er primært lokale, men også volontører og et enkelte af de nu voksne børn underviser.