Min første uge i Siguatepeque

Søndag d. 1. marts gik turen videre til Siguatepeque, som ligger lige midt mellem de to største byer, Tegucigalpa og San Pedro Sula. Her ligger Hospital Evangelico, hvor jeg skal befinde mig indtil juni.

Hospitalet blev opført i 1947 af en gruppe nordamerikanske  missionærer –ledet af Dr. McKinney. I 1969 overgik den daglige ledelse til honduranerne selv, og i dag er det Dr. Enrique Martinez, der er den øverste chef på stedet.

Hospitalet er privat, men som landets øvrige privathospitaler ikke forbeholdt de rigeste i landet. Patienter skal betale for deres ophold på hospitalet, men får til gengæld også betydelig bedre pleje/lægehjælp end på de overfyldte offentlige hospitaler. Hvis patienterne ikke kan betale, kan de få hjælp gennem ” Den gode Samaritaners Fond”.

Hospital Evangelico er således kendt som et af de bedste hospitaler i landet, men som øvrige privathospitaler i landet, har de langt fra alle de tekniske hjælpemidler, som vi i Danmark er så vant til (og afhængige af(!)). Der er således ingen mulighed for arteriepunktur, CT-scanneren er ude af drift, og langt fra alle specialer er repræsenteret –og i givet fald med kun én speciallæge. Den anden dag modtog vi f. eks. en patient som kastede blod op. Noget som i Danmark ville kræve en akut gastroskopi (kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk). Desværre var den eneste læge som kan foretage denne procedure på ferie, så der var ikke andet at gøre end at vente og se.

Ud over selve hospitalet er der på stedet en sygeplejeskole, hvor jeg  under blevet bedt om at undervise i anatomi/fysiologi og evt. noget almen sygdomslære.

Desuden er der indenfor hospitalet stor fokus på samfundsgavligt arbejde. Der er således en mobil klinik, som hver dag kører ud i fjerne landsbyer og behandler folk på stedet. (Her håber jeg at kunne tilbringe en stor del af min tid.) Samtidig har hospitalet en klinik i udkanten af byen, hvor befolkningen for en lav betaling kan få lægehjælp.

 

Mine første dage på hospitalet gik med at følge med en af de generel medicinske læger på stuegang. Der er godt nok meget der skal læres. Alt det spanske er svært nok i sig selv, men når man så også skal læse lægeskrift på spansk –de skriver altså ikke kønnere end danske læger... og samtidig skal forholde sig til anderledes medicinske termer (fx. hedder CRP nu PCR, som er noget helt andet medicinsk i Danmark. HIV/AIDS hedder VIH/SIDA osv..). Men alle er meget søde og glade for at jeg er der, så det er nu rart.

 

Jeg bor på et værelse hos selveste Dr. Martinez, som for tiden dog er bortrejst. Så hele denne første uge havde jeg huset for mig selv. 

9/2 – 1/3

Tirsdag d. 10/2 ankom jeg efter en overnatning i Miami til San Pedro Sula –den næststørste by i Honduras. Blev hentet i lufthavnen af en god veninde og den første uge var jeg på besøg hos hende og hendes 12 piger i det meget varme Puerto Cortes. 4 af pigerne er over 20 år, og dem kender jeg fra min tid på børnehjemmet hernede. 2 af dem; Sarai og Elvira er på deres første år af medicinstudiet, så det var rigtig sjovt at høre om deres erfaringer med studiet her. Desuden er der siden mit sidste besøg kommet Mariela på 12, Gaby på 9, Paola, Denia, Sarai, Aracely, Michelle og Yensy til –de seks sidstnævnte i alderen 2-6 år. Ikke helt nemt at komme af med et jetlag, når man deler værelse med to 6-årige..

Yensi begravet i sand på stranden

Denia som doktor og Michelle igang med et teparty

Søndag d. 15. rejste jeg mod Antigua, Guatemala på sprogskole. Det er ca en dags buskørsel fra San Pedro Sula. Her boede jeg privat hos en lokal familie (selv om forholdene nu mere mindede om et hotel), sammen med 4-5 andre danskere. Jeg havde egen lærer til spanskundervisningen, som foregik fra 8-13 hver dag, med en lille halv times pause. Så til middag var mit hoved simpelthen også ved at sprænges.. 

       Min spansklærer Odelia foran vores arbejdsbord

Lidt sightseeing blev det til på min sidste dag –lørdag, hvor vi besøgte Vulkan Pakaya, som har været aktiv de sidste 45 år. Vi gik rundt i varme lavasten, men kunne desværre ikke komme tæt nok på til at se flydende lava

Vulkan Pakaya

Vulkan Fuego i et lille udbrud, mens vi var på Pakaya

Søndag d. 22. gik turen mod Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Jeg kørte fra Antigua med bus kl 3.30 søndag morgen og ankom til Tegus lidt over 19 søndag aften.

Mandag morgen tog jeg de sidste par timer til Guaimaca, hvor børnehjemmet Emmanuel ligger. I 2003-2004 arbejdede jeg her i 7 måneder, og har siden været tilbage et par sommerferier på besøg. Det er altid dejligt at komme tilbage og se børnene, og høre at de kan huske én. Men der er også altid nogle som mangler. Som er løbet væk eller taget tilbage til familien. Det er svært at forholde sig til, aldrig at høre nyt, men sådan er livet her.  Stedet er også vokset enormt siden mit første besøg. Der er stadig omkring 450 børn på stedet – og omkring 15-20 voksne permanent på stedet (nordamerikanere, danskere og honduraner), ellers er det de større børn, som hjælper til med at tage sig af de mindre.

Skolen indeholder både ”Primaria” (1.-6. Klasse), ”Colegio (3 år) ” og ”Bachillato” (2 år). Colegio og bachillato svarer nogenlunde til dansk gymnasium, selvom niveauet ikke er så højt. Lærerne på skolen er primært lokale, men også volontører og et enkelte af de nu voksne børn underviser.

       På isbar med 3 dejlige piger. Zully, America og Kelin

     America, Yenny (i sofaen) og jeg med nogle af de mindste

     Stor cirkel (morgensamling) fredag kl. 6.15

 En af de stolte farmdrenge viser frem

     Sjov på legepladsen (Evelyn og Kency nederst)

     Søskende hygge i tiendaen (Ronald, Heymi og Moises)

     Fodboldkamp mod lokale drenge. Emmanuel drengene vandt selvfølgelig!