Impact weekend

28.-29/3 deltog jeg i en volontør weekend arrangeret af Impact, som er den organisation, jeg denne gang er udsendt gennem (www.impact.co.dk). Jeg var her sammen med en gruppe andre danskere, som arbejder på andre projekter (primært på børnehjem og – institutioner) her i Honduras.

Projektet vi besøgte denne weekend hedder Manos Extendidas (Udstrakte Hænder). Det er en kirke startet og ledet af amerikaneren og gadepræsten Alvin, som på flere måder arbejder blandt gadebørn i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa.

Lørdag startede vi på lossepladsen. Jeg havde godt nok hørt om at folk nærmest levede her, og når man går rundt på gaden i Tegus kan man heller ikke undgå at se forhutlede mennesker gennemrode affaldsdynger, men jeg var slet ikke forberedt på det syn der mødte os, da vi kørte ind på pladsen. Det var fuldstændigt som om skraldet bevægede sig. Afmagrede køer, hunde, gribbe og mennesker –heriblandt små børn, gik helt i et med hinanden, mens de alle ledte efter noget spiseligt, eller for menneskenes tilfælde noget at sælge, i skraldet. Solen var brændende –man fik støv i øjnene bare af at stå der, og lugten var en blanding af surt, muggent og bare beskidt.
Vi delte sandwich og vand ud, mens den honduranske præst og initiativtager til arbejdet her, Jeony Ordonez, fortalte om begyndelsen og det videre arbejde i AFE –Amor, Fe y Esperanza (Kærlighed, Tro og Håb). Visionen i arbejdet er at få børnene væk fra lossepladsen. Normalt er dette et familie”arbejde”, hvor alle medlemmer af familien deltager i den daglige jagt efter mad eller noget der skal sælges for småører. Samtidig er der børn her, som sælger sig selv for så lidt som 3-4 kr. AFE oprettede efter starten i 2001 en skole ved foden af lossepladsen, og tilbød her undervisning af børnene. I starten var mange af forældrene imod, da det betød at de ville miste hvad barnet ville kunne indtjene i løbet af den dag (ca. 7 kr). AFE indgik da i et kompromis med forældrene og betalte dem halvdelen af dette beløb for at børnene til gengæld fik ”fri” til at gå i skole. I dag er det dog kun et fåtal af forældrene, som stadig betales. Skolen har vokset sig større og 3. bygning er under konstruktion lige nu. Jeony fortalte, at hvor børnene før drømte om at blive lastbilschauffør på en skraldebil nu har drømme om at blive lærere, advokater eller læger.
Oplevelsen på lossepladsen var både en skræmmende, men også en uvirkelig oplevelse. Ingen af os der kommer fra et land som Danmark, vil nogensinde kunne komme til at forstå, hvad det vil sige at leve på den måde. Vi hørte om at 2-3 mennesker hver måned dør, fordi de bliver fanget under skraldet, kommer i vejen for en af skraldebilerne, som ikke tager sig af at der er mennesker foran, eller fordi de drikker noget der viser sig at være gift, bare fordi de er så tørstige, at alt hvad der er væske indtages. Jeg tog mig selv i at tænke om ikke det da også ville være en bedre løsning på et sådan liv. Prøv at tænke at stå op om morgenen og være sulten, tage af sted til dette forfærdelige sted, gennemrode andre menneskers efterladenskaber side om side med dyr i en skrækkelig varme, og en stank, som man sikkert ikke engang lægger mærke til mere, for at kæmpe om en rådden banan –og når dagen er slut, at tage hjem (hvis man da har et hjem), stadig sulten, lægge sig til at sove og stå op til det samme liv i morgen. Uden håb om noget andet liv i fremtiden. AFE har skabt et håb for disse mennesker, et håb om at deres børn i alt fald ikke behøver at arve denne skæbne. Samtidig er der opstået et kristent samfund på lossepladsen. De mødes hver morgen og beder sammen inden de går igang med arbejdet. De har fundet håb i at vide, at de er akkurat så værdifulde som alle andre mennesker, at de er elskede, og at deres liv på jorden kun er en lille del af deres evige liv.

Vi fortsatte dagen med at besøge et fængsel. Vi nåede desværre kun at se drengesiden (fra ca. 13-17 år). Fyrene fra vores gruppe spillede fodbold mod en gruppe af drengene, og de der ikke havde lyst, fik vi piger os en hyggesnak med. Drengene kan være indsat fra alt fra tyveri og ejendomssvindel til mord. Blandt andet snakkede vi med en ganske rolig og sød teenager som sad inde efter kidnapning for løsesum. Drengene var enormt åbne for at fortælle om, hvad de havde lavet, så det var simpelthen så svært helt at forholde sig til. De syntes vist også at det var meget hyggeligt at have besøg. Nogle af pigerne blev da i hvert fald (helt diskret(!)) overbegloet, når de kiggede væk=)

Senere lørdag eftermiddag var vi i nogle af de mest fattige beboelsesområder i Tegucigalpa. Manos Extendidas har her to Feeding Centers, hvor børnene og voksne kan komme og få et måltid mad mandag-torsdag og lørdag. Der er desuden en skolefunktion på disse stedet. På et af centrene underviser Karen, en af de nu voksne piger fra mit børnehjem Emmanuel. Det er da noget at være stolt af! Vi havde desværre heller ikke så meget tid disse steder, og da vi ankom til de første center, strømmede de små børn til med deres kopper og hentede de små plastikstole frem på række. Nu var de klar til at blive underholdt. Det skar godt nok i hjertet at måtte skuffe dem. På det andet feeding center er der desuden en klinik i underetagen. Her er der mulighed for at besøgende lægeteams kan arbejde under fine forhold. Desværre er det kun ca. hver 2.-3. år dette sker. Tidligere kom et par læger fra byen op for at tilse børnene ind imellem, men nu foregår det på deres klinikker i byen, hvortil børnene køres i bus måske 1-2 gange årligt. Det er bare ufattelig lidt lægehjælp når børnene ofte er underernærede, og garanteret har diarre det meste af tiden, for bare at nævne et par problemer.

Søndag deltog vi i gudstjeneste i Manos Extendidos. Kirken her har Alvin stiftet, da han opdagede at de mennesker han mødte på gaden og inviterede i forskellige kirker, ikke følte sig hjemme nogen stedet. Her er der plads til at alle og enhver kommer dumpende ind fra gaden. Han spotter hurtigt både ukendte ansigter og dem der ikke har været der i lang tid. Alle bliver præsenteret og budt velkomne. Det var en rigtig dejlig oplevelse at føle samhørighed og fællesskab med disse mennesker, som lever i en verden så fjernt fra vores.

Siguatepeque som jeg befinder mig i, er beliggende ca. 2 timers kørsel fra Tegucigalpa, og der er bestemt stor forskel på den middelklasse jeg her er en del af og slummen i Tegus. Denne store ulighed er meget gennemgående for Honduras. Der findes nogle få meget rige mennesker, som kan købe sig til hvad som helst, inkl. politi og militær. Dernæst findes en stor gruppe mennesker i middelklassen, som lever et liv der minder om vores tilværelse i Danmark, dog nok en lidt lavere standard. Og så er der denne store gruppe, som det er svært helt at blive klog på den egentlige størrelse af, med meget fattige mennesker, hvoraf mange lever for mindre end $1 om dagen. Gruppen udgøres især af børn, som i bogstaveligste forstand lever på gaden. Bor i papkasser, sælger sig selv og sniffer lim, for at dæmpe sultfølelsen.
Det er svært at befinde sig så tæt på denne slum, men alligevel at være så langt fra. Med mobilklinikken når vi ud i nogle yderområder, hvor folk har meget begrænsede midler og kun mulighed for lægehjælp én gang om måneden, men det er stadig ikke de allerfattigste.

Billeder fra weekenden følger senere... (Ikke helt nemt at oploade billeder, naar man nu er sin computer)